Hvis du er tilhænger af økologisk mad og miljøvenlige rengøringsprodukter, er det oplagt også at sætte sig ind i, hvad der findes af miljøvenlig maling.
Når man taler om ‘miljøvenlig maling’, så kan betegnelsen sige to ting om malingstypen:
- Malingen er uden skadelige stoffer.
- Malingen er fremstillet på en miljøvenlig måde.
Når man skal tænke på sundhed og miljø, er der altså flere aspekter, der spiller en rolle i, om et produkt er sundt og miljøvenligt. Man skal både tænke på fremstillingsprocessen, selve indholdet af produkterne og bortskaffelsen af dem efter brug.
Sundhed, bæredygtighed og miljøvenlig maling
Miljøvenlig maling hedder i folkemunde også “naturmaling” og “øko-maling” – i Danmark betyder dette typisk, at malingen er svanemærket eller har fået EU’s miljømærke ‘Blomsten’.
Svanemærket og Blomsten er begge Danmarks officielle miljømærker og står for at fremme miljøvenlig produktion, udelukkelsen af skrappe kemikalier i produktet, allergivenlighed mm.
Udover krav om sundhed og miljø, handler blomstermærket og svanemærket faktisk også om kvalitet, idet der ud over krav til indhold af organiske opløsningsmidler og andre miljø- og sundhedsskadelige stoffer også er krav til produktets række- og dækkeevne.
Miljøvenlig maling lugter bedre
Og en anden fordel ved nogle former for miljømærket vægmaling er, at de ikke lugter så slemt som mange billige malinger.
Sørg dog ALTID for at lufte godt ud og vente med at bruge lokalet et stykke tid, efter det er blevet malet.
Det er svært at sige, hvornår et nymalet rum er afdampet tilstrækkeligt til, at det forsvarligt at bruge, fordi det afhænger af forhold omkring temperatur, luftfugtighed osv. Men et godt tip er ikke at bruge lokalet, så længe lugten af maling eller lak er intens og dominerende.
Læs mere om miljøvenlig maling her
Læs også om indeklimamærket maling.
Læs mere om miljøvenlig maling i artiklen Maling uden kemi.
Læs også Forbrugerkemi.dk’s råd om maling og lak.
Vil du vide mere om maling, opløsningsmidler og sundhed, kan du læse en artikel om sundhedsskadelig maling på Bolius.dk.